Parkeringsstrategien sætter rammerne for de kommende 10 års arbejde med parkering i Slagelse Kommune.
Forud for strategien er der gennemført en detaljeret analyse af parkeringsforholdene i Slagelse, Korsør og Skælskør samt afholdt dialogmøde med bymidtegruppen for Slagelse. Analysen er beskrevet nærmere under analyse, hvor der også findes link til detaljerede analyseresultater.
Selve strategien forholder sig til de nødvendige indsatser, som Slagelse Kommune skal forholde sig til. I den henseende viser analysen, at der er tilfredsstillende parkeringsforhold i Korsør og Skælskør, mens der er pres på parkeringen i Slagelse bymidte. Der er derfor i strategien peget på en række indsatser for at forbedre parkeringsforholdene i Slagelse bymidte, mens der ikke er fundet behov for at udpege indsatser i Korsør og Skælskør.
Analysen viser endvidere, at der er pres på DSBs pendlerparkeringspladser ved Slagelse Station. Pendlerparkeringspladserne tilhører DSB, hvorfor det som udgangspunkt er DSBs opgave at sikre nok parkeringspladser til togpendlere. Sikres dette ikke er der risiko for, at togpendlere begynder at parkere i de omkringliggende boligområder. Det vil derfor være nødvendigt, at Slagelse Kommune indleder drøftelser med DSB i forhold til en fremtidssikring af parkeringsforhold for pendlere.
Udover indsatser for Slagelse bymidte indeholder strategien parkeringsnormer og retningslinjer for, hvor parkeringsfonden kan finde anvendelse.